Du er flink af natur. Du tager hensyn. Til naturen og dyrelivet og de andre mennesker, du møder derude. Du holder hunden i snor, fordi du vil værne om naturens vilde dyr og fugle. Fordi du forstår, at andre mennesker bliver trygge og glade, når din hund er i snor. Du holder styr på hele din familie – også de firbenede. Sådan er du. Tak for det!

Du holder hunden i snor – du er flink af natur!

Fra 8. maj 2017 og hele sommeren igennem vil Friluftsrådet formidle budskabet om at holde hunde i snor i naturen. Det gør vi fordi undersøgelser viser, at en løs hund kan ødelægge naturoplevelsen for andre. Rigtig mange mennesker bliver utrygge, når de møder en løs hund - også selvom det er din hund, og den ikke "gør noget". Faktum er at 60 % ikke bryder sig om at en hund kommer løber, hopper op, snuser eller gerne vil hilse på anden vis. Derfor håber vi, du vil vise hensyn så alle får en god oplevelse i naturen.